Mit keramik fremstilles overvejende på en elektrisk drejeskive. Kopper, skåle, vaser og lågkrukker. Denne proces indebærer en æltning af leret, der drejes i det rå ler, dagen efter når leret er læderhårdt afdrejes bunden, og bund samt side stemples. Når leret er helt tørt forglødes det i min keramikovn. Senere glaseres leret og brændes helt op på de høje temperaturer 1240 grader (stentøjsglasur brænding) eller omkring 900 grader (rakubrænding). Forglødning og stentøjsglasur brænding tar begge over et døgn, mens rakubrændingen tar ca. 1/2 time.
Vinteren 2023 fik jeg dog en ny og yderst interessant opgave af en tidligere læsemakker - Ulla spurgte om jeg ikke kunne fremstille nogle engle i keramik - og kort tid efter ønskede Ullas kollega Maria osse ‘lidt engle’. Det blev til 22 modellerede engle fremstillet med pladeteknik samt rakubrænding. Jeg elsker selv engle - og har flere engle i mit hus - hele året.
Her midt i december er alle engle fra første batch udsolgt. Men et nyt batch er under udvikling ✨